Thomas Laybourn ansat som sportschef i Hillerød Badmintonklub

Thomas Laybourn er ansat som sportschef og cheftræner for både ungdom og senior i Hillerød Badmintonklub, hvor klubbens formand Lars Østergaard byder ham velkommen.

– Det er med den største glæde, at Hillerød Badmintonklub kan meddele, at Thomas Laybourn er ansat som sportschef gældende fra sæsonen 2018/19 og foreløbigt 2 år frem, udtaler Lars Østergaard.

Thomas skal stå i spidsen for Hillerød Badmintonklubs kompetente trænerteam, og sammen skal de varetage træning på tværs af ungdoms- og seniorafdelingerne, således at der er ekstra fokus på en bæredygtig udvikling med en gennemgående rød tråd i hele træningsmiljøet.

Laybourn matcher perfekt klubbens behov

– Vi mener, at netop Thomas Laybourn har den helt rette profil til at implementere og udvikle det talentudviklingsmiljø som klubben ønsker, siger Lars Østergaard. Laybourns foreløbige karriere-liste er jo imponerende. Tidligere professionel topspiller, og bl.a. Dansk mester, Europamester og Verdensmester i mixdouble sammen med Kamilla Rytter Juhl, tidligere U15 landstræner, eget akademi Badminton Power, samt flere sæsoner som cheftræner for senior og ungdomselitetræningen i Taastrup Elite Badminton. Så med alt dette i bagagen har Thomas den helt rigtige Know-How til hvordan vi praktisk får kvalitet og struktureret udvikling ind i træningsmiljøet. Det er simpelthen et perfekt match, understreger en tilfreds formand.

– Jeg er super spændt og stolt over, at skulle bidrage til Hillerød Badmintonklubs udviklingsarbejde. Det bliver en spændende udfordring, at skulle skabe en rød tråd igennem klubbens ungdoms- og seniorafdeling, så klubben kan fortsætte den positive udvikling, udtaler en energisk Thomas Laybourn, og tilføjer, jeg brænder for udvikling, og elsker at gøre en forskel for alle i og omkring en klub, så jeg glæder mig meget til at komme i gang og møde spillere, forældre og resten af klubbens omgangskreds over den kommende tid.

Laybourn vil sammen med klubbens nuværende træner i ungdomsafdelingen, Zheng Yu Zhu, danne et yderst kompetent makkerpar i ungdomsafdelingen, suppleret af flere af de nuværende træner kapaciteter i klubben.

Desuden fortsætter Jakob Kyndesen i trænerrollen i Hillerød i den kommende sæson. Han vil fungere som assisterende træner for Laybourn i både senior- og ungdomsafdelingen. Jakob har en mangeårig erfaring på divisionsplan som både spiller og træner. Desuden har Jakob fået sin badminton opdragelse i HB, som har vendte tilbage til i 2017.

– Så det er et fantastisk trænerteam som Hillerød Badmintonklub kan præsentere fra næste sæson, tilføjer en begejstret formand Lars Østergaard.

Klubudviklingsarbejdet optimeres

Hillerød Badmintonklub har over de seneste 2 år gennemgået et omfattende klubudviklingsarbejde, der har haft fokus på at få organiseret klubben til at kunne rumme et særligt attraktivt træningsmiljø for både ungdoms- og seniorspillere i Nordsjælland.

– En vigtig hjørnesten i dette udviklingsarbejde har været at få ansat en kompetent og erfaren sportschef til at understøtte klubbens allerede igangværende positive og spændende udviklingsproces, og hermed føre vores mange talentfulde ungdomsspillere op i seniortruppen. Thomas Laybourn skal således udfylde en vigtig rolle, hvor han skal implementerer yderligere kvalitet i træningsmiljøet, uddyber Lars Østergaard yderligere.

En Laybourn effekt skal sikre fastholdelse og tilgang af spillere

Med ansættelsen af Thomas Laybourn forventer Hillerød Badmintonklub at kunne tilbyde et spændende og attraktivt træningsmiljø, der kan fastholde eksisterende spillere, og forhåbentlig tiltrække nye spillere udefra.

– Vi er meget åbne for tilgang af nye spillere udefra, som ønsker at være en del af en klub i udvikling. Vi er ambitiøse og mener vi kan tilbyde relevant træning og udvikling til de fleste spillere, så kontakt endelig klubbens nye sportschef, og få en uforpligtende snak om dine muligheder for at blive en del af dette spændende træningsmiljø, udtaler Lars Østergaard.

Hertil tilføjer Laybourn, gennem de mange år at jeg har været i badmintonsporten, har jeg haft berøring med alt i og omkring klub- og talentudvikling. Som tidligere professionel topspiller kan jeg derfor bidrage med masser af energi og tiltag i den daglige træning, og jeg ved præcist hvad der skal til for at gå hele vejen som ung håbefuld spiller, og hvordan man gennem struktureret og målrettet træning udvikler den enkelte spillers fulde potentiale. Det er et utroligt spændende udviklingsarbejde der er i gang i klubben, og som intensiveres til sæsonstart.

Stor tilfredshed og opbakning fra klubbens medlemmer til Laybourn

Nyheden om ansættelsen af Thomas Laybourn som sportschef har givet masser af ny energi og glæde i Hillerød Badmintonklub. Den gode modtagelse er også blevet bemærket af Laybourn.

– Hillerød Badmintonklub har en stærk klubkultur, hvor jeg sagtens kan se mig selv udfylde rollen som sportschef. Det at skulle bidrage til at løfte i fælles flok som klub, og mærke forskellen i hverdagen hos alle spillere, forældre og ledere, det er det som gør en forskel for mig, og som giver mig energi og motivation i det daglige. Jeg glæder mig til at møde alle i Hillerød Badmintonklub, og ikke mindst at få arbejds-handskerne på, smiler en forventningsfuld Thomas Laybourn, som udover sportschef også vil være aktiv spiller på klubbens førstehold.

Dermed bliver Hillerød Badmintonklub den eneste klub i Danmark med to tidligere verdensmestre på holdet, når Peter Rasmussen kommer tilbage på holdet i 2018/19 sæsonen efter hans alvorlige skade.

Aftalen er trådt delvist i kraft fra februar 2018, hvor det administrative forarbejde frem imod næste sæsonstart allerede er igangsat.

For yderligere kommentarer kontakt:

Lars Østergaard
Formand
Telefon: 26808103
Mail: kirolars@hotmail.com

Thomas Laybourn
Kommende Sportschef
Telefon: 20285105
Mail: thomas@laybourn.net

Læs mere om Hillerød Badmintonklub på www.hb-badminton.dk

Print Friendly, PDF & Email

DEL:
Populære indlæg