Talentudvikling der bærer frugt

Her underskriver Filialdirektør Thomas Andersen og Formand for Hillerød Badmintonklub den nye

aftale og U13-førstholdet viser stolt de nye spilledragter frem.

Hillerød Badmintonklub satser målrettet på at udvikle egne talenter og indgår en speciel partnerskabsaftale med Sparekassen Sjællands lokale afdeling i Hillerød, som ønsker at fremme uddannelse og talentudvikling i lokalområdet.

af Olaf Nyeng

Hillerød Badmintonklub har gode erfaringer med at udvikle talenter inden for egne rækker. Og klubben indleder nu et talentudviklingssamarbejde med Sparekassen Sjælland for at sætte yderligere fokus på en succesrig talentudvikling inden for klubbens ungdomsrækker – specielt klubbens U13-førstehold, der har vundet årets to første kampe mod henholdsvis Solrød og Nivå-Kokkedal.

- “Vi er glade for samarbejdet med Sparekassen Sjælland. Lige fra første gang vi mødtes i sparekassen, har vi haft et fælles ønske om at fokusere på den unge gruppe af spillere i klubben, som gør noget ekstra for at udvikle deres spil, så de måske en dag kommer på klubbens 1. hold eller endnu videre med badminton-karrieren”, fortæller Olaf Nyeng, formand for Hillerød Badmintonklub.

Aftalen mellem klubben og sparekassen er ikke en traditionel sponsoraftale, men derimod en såkaldt partnerskabsaftale, som både involverer spillere og ledere i klubben og medarbejderne i sparekassens lokale afdeling i Hillerød.

”Partnerskabsaftalen er lavet med udgangspunkt i, at vi vil bakke op om de initiativer klubben – og en flok meget dedikerede forældre til ungdomsspillere har gjort, for på sigt at kunne udvikle unge talenter til klubbens førstehold i 1. division”, tilføjer filialdirektør Thomas Andersen, Sparekassen Sjælland.

Konkret betyder partnerskabet, at der laves speciel talenttræning for unge i klubben. Og sparekassen vil arrangere et aftenarrangement i forbindelse med en af klubbens ”stjernetræninger”, hvor planen er at få en badminton-kapacitet til at kigge forbi og fortælle om betydningen og udbyttet af talentarbejde.

- “Vi tror på, at vores bidrag til fremme af uddannelse og talentudvikling i lokalområdet, kan være med til at skabe vækst og fremgang. Partnerskabet med badmintonklubben skal i den sammenhæng give ungdomsspillerne et løft, og samtidig være et skulderklap til de ledere, trænere og forældre, som utrætteligt arbejder for at udvikle klubben og spillerne. Vi vil også i samarbejde med klubben uddele en talentpris til henholdsvis en pige og en dreng, som gennem sæsonen har gjort en ekstra indsats for at udvikle sit spil”. fortæller Thomas Andersen.

Print Friendly, PDF & Email

DEL:
Populære indlæg