SM guld til U13A holdet – igen

U13 SM Guld 2015

Det var med nogen undren, at vi fik en invitation i sidste uge til at spille SM for hold finale for U13A i Taastrup den 14. april.

Vi havde egentlig regnet med at holdet havde vundet guldet allerede (læs artiklen her) da vi suverænt vandt puljen og da der ikke var planlagt flere kampe på Badmintonpeople, men Badminton Sjælland ville det anderledes.

Vi skulle møde Solrød Strand 2 i finalen. HB var favorit, da vi havde slået Solrød 5-3 i begge kampe i puljen. Solrød havde dog optimeret deres chancer ved en lidt kreativ holdopstilling, så der var lagt op til en meget spændende kamp. Det viste sig at holde stik fra begyndelsen.

I første runde spillede Isabell Christensen og David Rasmussen mix-double, der på forhånd var anset som en nøglekamp. Solrød har forstærket deres mix ved at sætte deres bedste herre til at spille mix og dermed ‘sælge’ herresinglerne. Isabell og David spillede, trods en del nervøsitet, en fremragende kamp og vandt 21-19 i 3. sæt.

Samtidig kæmpede Tanya mod Signe Ravn, som pt er nummer 8 på mesterrække ranglisten. Tanya viste godt spil og stor fight mod en godt spillende Solrød spiller, men måtte se sig besejret 10-21 og 9-21. Det var meget positivt, at se at Tanya – trods overmagten – kæmpe for hvert eneste point.

Altså 1-1 efter første runde og det var tid til 1. og 2. herresingle. Da Solrød havde placeret deres bedste herre spiller i mix’en var det let spil for Alexander og Andreas i disse kampe, som blev vundet i overlegen stil med 21-8 og 21-11 for Alexanders vedkommende og med 21-11 21-6 for Andreas. Det var en meget disciplineret indsats af begge spillere, som vidste at hvert sæt og point kunne blive afgørende ved en slutstilling på 4-4 med sæt/point tælling til følge.

Så var det tid til Tobias i 3. herresingle. Tobias var tydelig præget af omstændighederne af at skulle spille en afgørende nøglekamp og han table 21-16 i første sæt. Men i andet sæt fandt Tobias storspillet frem og vandt 21-11. Vi havde derefter forventet en let sejr i tredie sæt, men Mads Francker fra Solrød ville det anderledes og kæmpede flot indtil 16-16, hvor Tobias dog viste stor styrke og vindermoral og vandt sættet 21-17.

Derefter skulle dame-doublen i aktion. Isabell og Vanessa spillede op til deres bedste og leverede en inspirerende indsats mod Solrøds piger. Bortset fra et mindre udfald i starten af andet sæt, spillede pigerne lige op med det erfarne Solrød par, men tabte desværre kampen med 20-22 16-21.

Så var det tid til de afgørende herre-doubler. Solrød har tydeligvis styrket 2. HD ved at sætte deres svageste double spiller i 1. HD. Dermed havde Alexander og Andreas meget let spil i 1. HD og vandt 21-6 og 21-8 i overlegen stil. Parret var foran 11-0 i andet sæt inden koncentrationen svandt en smule. Dermed var Hillerød vinder af holdkampen, og 2. HD var derfor uden betydning. Det bar 2. doublen tydeligt præg af, og Tobias og David fandt aldrig storspillet frem og tabte 16-21 16-21.

Det blev altså til en samlet sejr på 5-3 til Hillerød og holdet vandt hermed Sjællandsmesterskabet for U13A rækken for 4+2 spillere, og en ny pokal er på vej til klubbens pokalskab.

Holdet blev behørigt fejret med boblevand, chips og frugt efter kampen (stor tak til Gitte for at arrangere dette).

Det var en stor støtte for holdet at vi havde Zhu med i Taastrup som coach. Spillerne yder mindst 10% mere, når træneren er på plads ved banerne. Tak til Zhu for at tage turen til Taastrup. Også en stor tak til forældre-opbakningen ved finale-kampen.

USU ønsker U13A holdet et kæmpe tillykke med titlen og de flotte resultater igennem sæsonen.

Print Friendly, PDF & Email

DEL:
Populære indlæg